Mexico: Farverne i Chiapas
Del af My Guide Netværket Siden 2006 180+ destinationer
Mangfoldigheden og farverne i San Cristóbal de las Casas ses bedst på markederne. Her mødes mayaer og hippier, europæiske turister og indiske handelsfolk.
Der er ingen mayaruiner nær San Cristóbal de las Casas, som mange turister kommer til Mexico for at se. De nærmeste ligger i Palenque, seks timer væk med bus. Det ligger også langt fra kysten, en attraktion for sol- og strandelskere. Men byen tiltrækker og forfører. De brostensbelagte gader med rækker af farverige enfamiliehuse indbyder til at gå ture, de kollektive kirkefacader fanger opmærksomheden med deres indviklede designs, og det er umuligt at tage blikket væk fra den multikolorede folkemængde. Selvom størstedelen af befolkningen her består af ladinos, efterkommere af spanierne og indianerne, er det de moderne mayaer og besøgende, der giver San Cristóbal sin unikke farve. Curiositeter, her høres sjældent engelsk, som er det fælles sprog i de fleste af verdens mest populære turistdestinationer. Amerikanere, Mexicos nærmeste naboer, undgår Chiapas med stor margen, og vælger i stedet de arkæologiske skatte og strande i Yucatán eller Guatemala. San Cristóbal er det foretrukne sted for europæere, især franskmænd, italienere og spanierne. Mange unge tiltrækkes også af zapatisme-mitologien. De kommer for at mærke stemningen i byen, hvor det berømte indianske oprør begyndte i 1994, selvom ånden fra oprøret i dag hovedsageligt er til stede i T-shirts og postkort. Nogle mennesker kommer til San Cristóbal de las Casas i en periode, andre bliver her i nogle måneder eller år. De 60-årige hippier finder også deres sted på jorden her. I byens gader er det almindeligt at se mænd med grå rastafloker eller pelsagtige hestehaler, der stikker frem under slidte cowboyhatte.
Etno-magasiner
Indianerne i Chiapas bor ofte i små landsbyer og kommer kun til byen for at handle og tjene til livets ophold. Nogle, der er blevet forvist fra deres samfund, flytter til San Cristóbal, fordi de ikke har noget andet valg. De fleste indiske kvinder bærer fabuløst farvestrålende tøj, der varierer alt efter landsbyer. Med almindeligt tøj ville de ikke skille sig ud blandt folkemængden af coletas, som de kaldes her. Indianernes rige er et enormt basar, der strækker sig rundt om en stor markedsplads, hvor handlende fra forskellige dele af Chiapas sælger tortillas, frugter, blomster og mange andre varer. Markedets labyrint er delt op i sektioner: det største udvalg af grøntsager findes i boderne inde i komplekset, mangoer og avokadoer findes bedst i gadeboderne, mens papayaer og bananer hober sig op i den sidegade. Her og der kan man også købe lerkrukker, kander, vævede tasker og andre husholdningsartikler fremstillet af de lokale håndværkere. Stierne mellem boderne er propfyldte med kunder, mens kyllingehandlere skubber sig imellem dem og holder levende høns hængende hovedet nedad i hænderne. I alt dette tumult kan kun et trent øje genkende de forskellige folks dragter. De tykke, rå uldskørter afslører kvinderne fra Chamula, de farverige broderier af blomster på bluser og sjaler er karakteristiske for Zinacantán, mens de lange hvide kjoler med mønstre i forskellige farver bæres af kvinderne fra Oxchuc.
Frugt-pyramider
En smilende pige med en plisseret nederdel, en hvid bluse med rigt broderet krave og et forklæde læner sig op ad den blå væg i et supermarked. Det er Elena fra byen Amatenango. Hun befinder sig på det sted, hvor kvinderne fra hendes landsby samles. Selvom hun går i skole i træningsdragt og derhjemme i en simpel T-shirt og et nederdel, bærer hun altid den traditionelle dragt ind til byen. Hun dukker op her hver lørdag for at sælge sine lerprodukter. Det bedste er pengebøsserne, der i Chiapas overraskende nok er formet som muldvarper.
Der er ingen mayaruiner nær San Cristóbal de las Casas, som mange turister kommer til Mexico for at se. De nærmeste ligger i Palenque, seks timer væk med bus. Det ligger også langt fra kysten, en attraktion for sol- og strandelskere. Men byen tiltrækker og forfører. De brostensbelagte gader med rækker af farverige enfamiliehuse indbyder til at gå ture, de kollektive kirkefacader fanger opmærksomheden med deres indviklede designs, og det er umuligt at tage blikket væk fra den multikolorede folkemængde. Selvom størstedelen af befolkningen her består af ladinos, efterkommere af spanierne og indianerne, er det de moderne mayaer og besøgende, der giver San Cristóbal sin unikke farve. Curiositeter, her høres sjældent engelsk, som er det fælles sprog i de fleste af verdens mest populære turistdestinationer. Amerikanere, Mexicos nærmeste naboer, undgår Chiapas med stor margen, og vælger i stedet de arkæologiske skatte og strande i Yucatán eller Guatemala. San Cristóbal er det foretrukne sted for europæere, især franskmænd, italienere og spanierne. Mange unge tiltrækkes også af zapatisme-mitologien. De kommer for at mærke stemningen i byen, hvor det berømte indianske oprør begyndte i 1994, selvom ånden fra oprøret i dag hovedsageligt er til stede i T-shirts og postkort. Nogle mennesker kommer til San Cristóbal de las Casas i en periode, andre bliver her i nogle måneder eller år. De 60-årige hippier finder også deres sted på jorden her. I byens gader er det almindeligt at se mænd med grå rastafloker eller pelsagtige hestehaler, der stikker frem under slidte cowboyhatte.
Etno-magasiner
Indianerne i Chiapas bor ofte i små landsbyer og kommer kun til byen for at handle og tjene til livets ophold. Nogle, der er blevet forvist fra deres samfund, flytter til San Cristóbal, fordi de ikke har noget andet valg. De fleste indiske kvinder bærer fabuløst farvestrålende tøj, der varierer alt efter landsbyer. Med almindeligt tøj ville de ikke skille sig ud blandt folkemængden af coletas, som de kaldes her. Indianernes rige er et enormt basar, der strækker sig rundt om en stor markedsplads, hvor handlende fra forskellige dele af Chiapas sælger tortillas, frugter, blomster og mange andre varer. Markedets labyrint er delt op i sektioner: det største udvalg af grøntsager findes i boderne inde i komplekset, mangoer og avokadoer findes bedst i gadeboderne, mens papayaer og bananer hober sig op i den sidegade. Her og der kan man også købe lerkrukker, kander, vævede tasker og andre husholdningsartikler fremstillet af de lokale håndværkere. Stierne mellem boderne er propfyldte med kunder, mens kyllingehandlere skubber sig imellem dem og holder levende høns hængende hovedet nedad i hænderne. I alt dette tumult kan kun et trent øje genkende de forskellige folks dragter. De tykke, rå uldskørter afslører kvinderne fra Chamula, de farverige broderier af blomster på bluser og sjaler er karakteristiske for Zinacantán, mens de lange hvide kjoler med mønstre i forskellige farver bæres af kvinderne fra Oxchuc.
Frugt-pyramider
En smilende pige med en plisseret nederdel, en hvid bluse med rigt broderet krave og et forklæde læner sig op ad den blå væg i et supermarked. Det er Elena fra byen Amatenango. Hun befinder sig på det sted, hvor kvinderne fra hendes landsby samles. Selvom hun går i skole i træningsdragt og derhjemme i en simpel T-shirt og et nederdel, bærer hun altid den traditionelle dragt ind til byen. Hun dukker op her hver lørdag for at sælge sine lerprodukter. Det bedste er pengebøsserne, der i Chiapas overraskende nok er formet som muldvarper.
Ved Local Expert Mexico
