Saints lukket, sjovt begynder! I Mexico sætter religionen rytmen
Del af My Guide Netværket Siden 2006 180+ destinationer
Helgenernes processioner
Klokkerne ringer, fyrværkeri eksploderer, mænd med spidse hatte danser foran kirken. Processionen begynder. Antonio har ikke tid til at tale nu. Han er mayordomo, beskytter af den hellige statue, og skal sikre, at alt går som planlagt. Musikkerne går foran - først med trommer og fløjter, derefter guitarer og harmonikaer. Bag dem er bannere, der vakler lidt. Mændene, der bærer dem, bøjer bannerne til den ene side og så den anden for ikke at rive tanglede kabler, der hænger lavt.
Endelig viser den første figur sig i døren. Santa Marta er dårligt synlig under en bunke af røde, hvide og lyserøde tæpper, tørklæder og huipiles, løse indiske bluser. Måske har hver Santa Marta-kvinde besluttet at give hende en håndvævet gave? Anden i rækken er Sankt Andreas. En skægget apostel med en tinhalvsvinge svinger under et baldakin hængende på lange frynser.
I et øjeblik blinker Antonio til os. Han står lige bag statuen, blandt andre mayordomos i tunge dyner af grov sort uld. De går i to rækker, deres koner imellem dem, hver med en ler-ske som om det var et røgfyldt goblet. Kvindernes ansigt er stænkede med grå aske fra den ulmende copal, den harpiksagtige duft irriterer halsen og næsen. I skyer af røg marcherer hele processionen. Et par, det andet, det tiende, det femtende, det er svært at tælle... Ja, følget af apostlen Andreas er det største.
Den sidste figur, Maria Magdalena, følges næsten kun af en snes personer, for det meste kvinder. Alle iført lyserøde stribede huipiles med mønstre, der stadig husker tiderne med stenkapitlerne. Og perler, lange strenge af røde perler. I hele Chiapas bæres disse kun af Las Magdalenas-indianerne. Ligesom deres skytshelgen. Du kan genkende dem fra det mest overfyldte marked.
Gringo med Sankt Andreas
Da processionen stopper ved korset i udkanten af byen, har Antonio endelig mere tid til os. Mændene samles i små grupper, kvinderne med deres røgelse sidder rundt om statuerne i midten. - Vore helgener besøger hinanden hvert år. Vi kom til Las Magdalenas fra San Andres Larrainzar, andre mayordomos er fra Santa Marta. Om en uges tid vil vi være vært for Maria Magdalena og Sankt Marta hos os i Larrainzar. Og så den tredje fest, i Santa Marta," forklarer Antonio.
Mexico: Katolsk religion, maya-ritualer
Staten Chiapas er en af de mest indfødte dele af Mexico. Hele en tredjedel af dens indbyggere er moderne mayaer, efterkommere af byggerne af store byer i junglen. De fleste lever i de barske højland i Los Altos, i en højde af mere end 2000 m. Deres verden er sammensat af bjerge krydset af dybe kløfter, dækket af uregelmæssige pletter af fyrreskove, grønne græsarealer og milpas, små marker, hvor bønne- og græskarslanger snoer sig blandt majsstænglerne. I markederne kan man høre de mayanske sprog tzotzil og tzeltal, og indiske kvinder væver deres tøj på væve, hvis design ikke er ændret i over tusinde år.
Mange elementer fra maya-kulturen overlevede erobringen og kolonitiden i Chiapas og flettede ofte sammen med den europæiske civilisation fra erobrerne og skabte de mest særegne kombinationer. Processionerne her bærer billeder af katolske skytshelgener - Andreas, Marta, Johannes Døberen eller Peter - men mayablod strømmer i helgenernes årer. Ceremonierne ledes ikke af præster. Du ser sjældent dem her overhovedet. Indianere beder alene, de har deres egne præster.
Mødet mellem helgenerne
Blandt de troende spotter vi Antonio. Travlt igen, koncentreret, han beskæftiger sig med de andre mayordomos. I dag er det deres tur til at være vært for besøgende fra Santa Marta og Las Magdalenas. De skal forberede sig. Antonio giver instrukser, viser, hvor blomsterne skal flyttes, hvor der skal laves en passage for skytshelgen. Nogen skraber voksen af stenpladerne. Andre arrangerer Sankt Andreas' klæder, kæmmer de blå frynser, justerer spejle og påfugl fjer, der hænger om hans hals.
De danser allerede foran indgangen, harpen og guitarerne spiller allerede, Sankt Marta og Sankt Maria Magdalena er ved at ankomme. Vi må gå ud for at møde dem, hilse på dem ved de tre kors på bakken, som skik er. Vi sætter afsted, San Andres svajer igen på skuldrene af mayordomos. Og helgenerne venter allerede, du kan allerede se dem deroppe.
Klokkerne ringer, fyrværkeri eksploderer, mænd med spidse hatte danser foran kirken. Processionen begynder. Antonio har ikke tid til at tale nu. Han er mayordomo, beskytter af den hellige statue, og skal sikre, at alt går som planlagt. Musikkerne går foran - først med trommer og fløjter, derefter guitarer og harmonikaer. Bag dem er bannere, der vakler lidt. Mændene, der bærer dem, bøjer bannerne til den ene side og så den anden for ikke at rive tanglede kabler, der hænger lavt.
Endelig viser den første figur sig i døren. Santa Marta er dårligt synlig under en bunke af røde, hvide og lyserøde tæpper, tørklæder og huipiles, løse indiske bluser. Måske har hver Santa Marta-kvinde besluttet at give hende en håndvævet gave? Anden i rækken er Sankt Andreas. En skægget apostel med en tinhalvsvinge svinger under et baldakin hængende på lange frynser.
I et øjeblik blinker Antonio til os. Han står lige bag statuen, blandt andre mayordomos i tunge dyner af grov sort uld. De går i to rækker, deres koner imellem dem, hver med en ler-ske som om det var et røgfyldt goblet. Kvindernes ansigt er stænkede med grå aske fra den ulmende copal, den harpiksagtige duft irriterer halsen og næsen. I skyer af røg marcherer hele processionen. Et par, det andet, det tiende, det femtende, det er svært at tælle... Ja, følget af apostlen Andreas er det største.
Den sidste figur, Maria Magdalena, følges næsten kun af en snes personer, for det meste kvinder. Alle iført lyserøde stribede huipiles med mønstre, der stadig husker tiderne med stenkapitlerne. Og perler, lange strenge af røde perler. I hele Chiapas bæres disse kun af Las Magdalenas-indianerne. Ligesom deres skytshelgen. Du kan genkende dem fra det mest overfyldte marked.
Gringo med Sankt Andreas
Da processionen stopper ved korset i udkanten af byen, har Antonio endelig mere tid til os. Mændene samles i små grupper, kvinderne med deres røgelse sidder rundt om statuerne i midten. - Vore helgener besøger hinanden hvert år. Vi kom til Las Magdalenas fra San Andres Larrainzar, andre mayordomos er fra Santa Marta. Om en uges tid vil vi være vært for Maria Magdalena og Sankt Marta hos os i Larrainzar. Og så den tredje fest, i Santa Marta," forklarer Antonio.
Mexico: Katolsk religion, maya-ritualer
Staten Chiapas er en af de mest indfødte dele af Mexico. Hele en tredjedel af dens indbyggere er moderne mayaer, efterkommere af byggerne af store byer i junglen. De fleste lever i de barske højland i Los Altos, i en højde af mere end 2000 m. Deres verden er sammensat af bjerge krydset af dybe kløfter, dækket af uregelmæssige pletter af fyrreskove, grønne græsarealer og milpas, små marker, hvor bønne- og græskarslanger snoer sig blandt majsstænglerne. I markederne kan man høre de mayanske sprog tzotzil og tzeltal, og indiske kvinder væver deres tøj på væve, hvis design ikke er ændret i over tusinde år.
Mange elementer fra maya-kulturen overlevede erobringen og kolonitiden i Chiapas og flettede ofte sammen med den europæiske civilisation fra erobrerne og skabte de mest særegne kombinationer. Processionerne her bærer billeder af katolske skytshelgener - Andreas, Marta, Johannes Døberen eller Peter - men mayablod strømmer i helgenernes årer. Ceremonierne ledes ikke af præster. Du ser sjældent dem her overhovedet. Indianere beder alene, de har deres egne præster.
Mødet mellem helgenerne
Blandt de troende spotter vi Antonio. Travlt igen, koncentreret, han beskæftiger sig med de andre mayordomos. I dag er det deres tur til at være vært for besøgende fra Santa Marta og Las Magdalenas. De skal forberede sig. Antonio giver instrukser, viser, hvor blomsterne skal flyttes, hvor der skal laves en passage for skytshelgen. Nogen skraber voksen af stenpladerne. Andre arrangerer Sankt Andreas' klæder, kæmmer de blå frynser, justerer spejle og påfugl fjer, der hænger om hans hals.
De danser allerede foran indgangen, harpen og guitarerne spiller allerede, Sankt Marta og Sankt Maria Magdalena er ved at ankomme. Vi må gå ud for at møde dem, hilse på dem ved de tre kors på bakken, som skik er. Vi sætter afsted, San Andres svajer igen på skuldrene af mayordomos. Og helgenerne venter allerede, du kan allerede se dem deroppe.
Ved Anna De Mondey
